At træde ud af sin “Comfort Zone”

with Ingen kommentarer

“Livet starter først, når frygten ender”. Dét citat passer utroligt godt, til en fantastisk oplevelse jeg har haft med Miloh på det sidste.

Min prægtige hingst og jeg, har kun kendt hinanden i få år, men vi har en historie, som er fyldt med latter og tåre. Som mange af jer ved, har alle mine heste været mine største læremestre, både på godt og ondt. Miloh er dog den mest komplicerede sjæl, jeg længe har kendt. Han er ekstremt klog, præcis og sensitiv, hvilket gør jeg nemt bliver sat på prøve.

Da jeg fik ham hjem som 2-års, var han som en vallak, men som tiden skred frem, begyndte hans manddom at teste mig. Han blev uforudsigelig og jeg kunne ikke længere regne med ham, som jeg kunne før i tiden.
Vi red en del sidste sommer, men i april i år, begyndte han pludseligt at stejle – og bukke, og jeg oplevede noget, som jeg ellers aldrig har prøvet før i min omgang med heste… frygt.

Jeg følte mig som en gammel kone, der ikke længere havde kræfterne til at bide skeer med en stor – og stærk hingst. Jeg begyndte at ryste, efterhånden som han testede mig, når vi eks. Mødte nye heste på vejen. Det tærede på mig og jeg kunne ikke holde til det. Det endte så langt ud, at jeg i tåre oprettede en salgsannonce, da jeg følte, at der var nogen andre folk, som bedre kunne håndtere ham og udvinde hans potentiale som avlshingst. Men kort efter, fortrød jeg min beslutning om salg og fjernede annoncen.

Jeg indså han er en kæmpe del af mig, og grunden til hans reaktion under ridningen, var at jeg selv havde problemer, der skulle løses inden vi kunne komme videre med vores rejse.

Da jeg spurgte Miloh, om det var okay jeg red på ham efter episoden, var der ingen invitation. Der var lukket for karrusellen. ”Du har ikke gjort dig fortjent til det endnu… ” var hans svar.

Fem måneder gik og i løbet af den tid, skete der en stor personlig udvikling i mit liv. Jeg ændrede mig på langt sigt, og det var som om, at min frygt for at ride på Miloh skyldtes jeg ikke havde fået udforsket min egen person nok. Han sagde stop for en lang periode, fordi jeg skulle tænke på mig selv og mine egne behov.

Da jeg begyndte at ride på Miloh igen efter en lang pause, var jeg stadig bange, men han inviterede mig og sagde det var okay. Jeg kan huske jeg havde en klump halsen på hans ryg, men som tiden skred frem og alt gik godt, omvendte frygten sig pludseligt til glæde, taknemlighed og lettelse. Jeg var stolt og følte mig i live.

Når tiden er inde og viljen er der, har vi modet til at penetrere en mur, som ellers synes umulig at overvinde. Vi hopper, vi bliver frustrerede. Hvorfor kan jeg ikke komme videre? Vi bliver utålmodige og vil gerne have der sker en ændring i vores liv med det samme, men der sker ikke noget, før vi erkender os selv og føler os stærke nok til at se udfordringen i øjnene. For selv om vi inderligt ønsker at se resultatet på den anden side, skal man først igennem et hav af flammer for at nå sit mål. Man bliver brændt, men derefter bliver man belønnet af en healende kraft, som læger alle sår.

At være ude fra sin ”Comfort Zone” vil sige at man overskrider ens egne grænser. Man ser sin frygt i øjnene og konfrontere den.

Og med det, er min endelige konklusion: Deltag i livet, for på den anden side, er der den største gave.

IMG_8839

Follow Taschina:

Latest posts from

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *